Følger du disse råd i dit nye hus, fåes installationen nok ikke bedre....

Gulvvarme

  1. Sørg for at gulvvarmen er opdelt i én kreds for hvert rum og med individuel styring af hvert rum.
  2. Gulvvarmeslangerne skal være isolerede frem til det rum, som de forsyner.
  3. Gulvvarmeslangerne skal placeres så højt som muligt i konstruktionen og bør ikke indstøbes i betonunderlaget, hvis der udlægges trægulve. I stedet for bør der anvendes specielle gulvvarmeplader, der udlægges direkte under trægulvet.
  4. Gulvvarmeslanger indstøbt i betongulve skal være opdelt og være kantisolerede i hvert rum. Gulvvarmeslanger bør således ikke indstøbes i gennemgående betongulve, der går ubrudt under skillevægge.
  5. Gulvvarme indstøbt i betongulve bør kun anvendes som grundvarmekilde og bør altid være suppleret med radiatorer til hurtig regulering af rummets varmebehov som følge af gratisvarme fra bl.a. solindfald og personer i rummet.
  6. Overfladetemperaturen på gulvet må maksimalt være 27oC da gulvet ellers vil føles ubehageligt at gå på.

Mange husejere, der får installeret gulvvarme, har til deres store overraskelse oplevet en stigning på op til 30% i deres varmeforbrug. Dette på trods af at der var blevet en besparelse stillet i udsigt. Stigningen i varmeforbruget kan skyldes forskellige faktorer:

  • Gratisvarmen fra sol, belysning, personer m.m. udnyttes ikke, da gulvvarme ikke kan reguleres så hurtigt. Her ville en radiator i rummet være en fordel.
  • Gulvvarmen bliver holdt åbent i sommerperioden for at opnå en bedre komfort.
  • Større varmetab gennem fundamentet, hvis der ikke isoleres mere end normalt.
  • Gulvtæpper eller lignende, der bliver lagt på gulvet af kosmetiske årsager, virker som en varmeisolering, der forhindrer varme i at komme op.
  • For høj temperatur på gulvvarmen.

Når man siger, at man kan sænke sine varmeudgifter med gulvvarme, skyldes det, at man i gennemsnit kan sænke indetemperaturen med 2oC. Vel at mærke, hvis gulvvarmeanlægget er konstrueret rigtigt.

Komfortmæssigt er gulvvarme en fordel bl.a. fordi man får en bedre varmefordeling i rummet.

Bedre varmeøkonomi med gulvvarme:

  • Aflæs varmemåleren jævnligt.
  • Luk for gulvvarmen om sommeren som minimum i opholdsrummene.
  • Brug et rumtermometer. For de fleste er en stuetemperatur på 21oC behagelig. I soveværelset er den ideelle temperatur mellem 16oC og 18oC. Vær opmærksom på, at for hver grad temperaturen hæves, stiger varmeforbruget med 5%.
  • Hold temperaturen ens i de rum, hvor dørene er åbne imellem.
  • Hold en indløbstemperatur på gulvvarmeanlægget på 25-30oC afhængig af årstiden.
  • Temperaturen bør ikke komme under 14oC i noget rum, det kan give problemer med fugt.
  • Leverandørens foreskrifter bør altid følges.
  • Gulvvarme og lavenergiruder bør altid følges ad.